Skip to the content

Julens bedste børnebøger for hele familien

 

Varm op til julen med masser af fantastiske julefortællinger hos Fairytell. Jeg har udvalgt 10 bøger fyldt med drillerier, eventyr, store fortællinger og mysterier, som hele familien kan samles om.

 

Sif og den forsvundne jul

Lyt med i Fairytell’s helt egen sjove adventskalender ”Sif og den forsvundne jul” ­– et ægte julemysterie for hele familien.

Hvad gør man, når alt julepynten i huset pludselig forsvinder? Hvem har taget den, og hvordan skal det nogensinde blive jul? Findes drillenisser virkelig, og hvis de gør, må man så egentlig gerne drille dem tilbage?

 

Lasse-Leif – DM i æbleskiver

Lasse-Leif har glædet sig til december lige så længe, han kan huske. Han ved, det bliver en superhyggelig måned, for det har hans mor selv bestemt.

Det bliver nok også en travl måned, for han skal åbne TRE julekalenderlåger hver eneste dag, og han skal også pakke en gave ud fra nissen. Den bliver lagt i en stor sok, som Lasse-Leif og hans bedste ven, dukken Luske-Lise, kan holde øje med henne fra sengen. 

Men allerede den første december går Lasse-Leif en lille smule i panik. Han kan sagtens finde alle 1-tallerne, men der er ingen pakke i sokken.

Lasse-Leif – DM i æbleskiver er en sjov og hyggelig højtlæsningsbog med 13 kapitler og med masser af illustrationer undervejs. Og der er – næsten – grinegaranti.

 

Snesøsteren

Snesøsteren er en rørende julefortælling fortalt i 24 kapitler fuld af magisk julestemning og flotte illustrationer.

Juleaften nærmer sig, og selvom Julian normalt elsker den særlige dag, som faktisk også er hans fødselsdag, føles alting i år helt forkert. Hele familien sørger stadig over tabet på Julians søster, Juni, og det er som om, julen er aflyst. En dag møder Julian dog den livsglade pige, Hedvig, som bringer et pust af varm kakao og brunkager med sig. Men der er noget mystisk ved Hedvig og hendes hus, og hvem er den gamle, mærkelige mand, som hele tiden dukker op?

En bevægende julehistorie om venskab, familie, sorg og julestemning.

 

Lille Pinds juleønske

Det er lillejuleaften, og Lille Pind kigger udenfor. Hun ønsker sig sådan lidt julesne, og midt om natten begynder bløde snefnug faktisk at dale ned fra himlen. Men da Lille Pind står op juleaftensdag, opdager hun, at Pindemor er blevet syg.

Lille Pind beslutter sig derfor at tage sagen i egen pote, og heldigvis vil de andre små dyr gerne hjælpe Lille Pind og Pindemor, så de kan fejre en rigtig jul.

Sød og hjertevarm historie om det, julen i virkeligheden handler om.

 

Doktor Proktor redder julen

Droktor Proktor redder julen er en del af den frække og sjove børnebogserie om de to børn Lise og Bulle, som kommer ud på lidt af en rejse, efter de møder den skøre Doktor Proktor.

I denne julefortælling er rettighederne til at fejre jul blevet solgt, og der er fare for at millioner af børn i hele verden ikke længere kan få julegaver. Bulle, Lise og Doktor Proktor må derfor alliere sig med selveste Julemanden. Men han er slet ikke den hyggelige bedstefar-type, de troede, han var…

 

Hunden Ib holder lillejuleaften

Hunden Ib er underholdning i særklasse for de mindste.

Ib er en lille, hvid og nysgerrig hund med mod på livet. Klog og selvsikker som et børnehavebarn – og lige så modig. Han er en oprigtig og omsorgsfuld lille fyr, der er god til at finde på. Han tager alt meget bogstaveligt, men bliver også opslugt af sin løbske fantasi.

Musen er Ib’s gode ven. Uden Mus, ville Ib være meget ensom, men det er han ikke altid klar over.

I denne fortælling holder Ib og Mus lillejuleaften. De har gaver til hinanden. Små gaver. Så de glæder sig til store juleaften.

 

Sådan træner du din drage: Natskygges gave

Kender du den fantastiske serie ”Sådan træner du din drage?”. Hvis ikke, så skynd dig at læse med her. Dragerne er nemlig tilbage i denne spændende, nye efterfølger til den første fortælling i serien. Dette er historien om Hikke og Tandløs, der, lige før vikingernes årlige Snoglletog-fest, tager flugten. De har nemlig opdaget en ø fuld af vilde drager, der aldrig tidligere er set og havner i en vild kamp for at redde Snoggletog (som til forveksling minder om vores jul) og fremtiden for vikingerne.

 

Et juleeventyr

Det er svært at komme uden om Charles Dickens’ "Et juleeventyr", når vi taler om de gode julehistorier.
I bogen møder vi den gamle, gnavne og nærige Scrooge, der lever et ensomt liv kun med tanke på penge, indtil han en julenat får besøg af tre ånder, der får ham overtalt til at blive et bedre menneske

"Et juleeventyrer" en rigtig god og hjertevarm julefortælling med masser af spænding og gode grin. Og det er ikke uden grund, at fortællingen er blevet en sand klassiker.

Hos Fairytell ligger fortællingen som lydbog indlæst af skuespiller Julie Carlsen

 

Den lille pige med svovlstikkerne

Den lille pige med svovlstikkerne er den klassiske og hjerteskærende fortælling om den lille fattige pige, der er sendt ud for at sælge svovlstikker nytårsaften. Pigen har hverken sko eller overtøj på, og sneen falder jævnt ligesom frosten er lammende. Men alle har for travlt til at tage sig af den lille pige og hendes svovlstikker, og da det bliver for koldt for den lille pige, sætter hun sig i læ for den iskolde vind og stryger en enkelt svovlstik for at få varmen. Pludselig ser hendes verden meget bedre ud. Men, hvor pigen ser de skønneste ting i flammens skær, er virkeligheden en helt anden, og inden klokken slår det nye år ind, ender den lille pige sine dage ude på gaden foran de riges vinduer efter at have brugt sine sidste svovlstikker

Historien er skrevet af vores allesammens H.C. Andersen og er måske nok den mest dystre og triste af hans fortællinger, men den beskriver også aspekter ved samfundet, som i min optik er vigtige for at barn at kende til. Især i julen, hvor det hele nemt kan gå op i glitrende papir og gaver.  Det er netop ikke alting, der har en happy end.

Historien er illustreret og genfortalt af den anerkendte forfatter Jan Mogensen, og denne udgave kan læses fra 4 år og op.

Du kan læse mere om forfatteren H.C. Andersen i mit indlæg om hans forfatterskab her.