Skip to the content

Efterår hos Fairytell – gå på opdagelse i den danske natur

Efteråret er farvernes fest og indbyder til ture i naturen, og den danske natur byder tilmed på masser af sjove (og gratis) oplevelser for hele familien. Suppler jeres udforskning med en spændende børnebog om dyrelivet i de danske skove, og bliv klogere på verden omkring jer.

En verden af liv og leg

Efteråret kan være ruskende og regnvådt. Det kan med andre ord godt kræve lidt ekstra energi at få ungerne ud ad døren, men når I først kommer ud i det grønne, åbner der sig en verden af spændende natur med masser af krible krable dyr og frugter og bær.

Edderkopperne viser deres smukke spind, skovmus vrimler frem, tudserne og sneglene holder fest, kastanjer og æbler falder ned fra træerne, og det bugner med svampe. Naturen kalder på at blive udforsket og byder på et væld af spændende oplevelser og leg for både børn og voksne.

Inden I bevæger jer ud i det fri, kan I sidde sammen og læse nogle af de fantastiske naturbøger, vi har liggende hos Fairytell. Læsningen kan være med til at spore børnene ind på, hvad de kan møde, og hvad dyrets eller plantens særlige kendetegn er. Det giver en masse succes- og aha-oplevelser, når ungerne triumferende har fundet en stor skovsnegl eller en rygsvømmer i mosen - for det var jo den, de lige havde set i bogen! I kan også tage nogle af jeres skatte med hjem og se, om I kan finde dem i bøgerne hjemme i sofaen.

Tilbage i varmen

Der findes ikke noget bedre end at komme indenfor igen og mærke varmen brede sig i kroppen og se de små poder med deres røde kinder. Nu er det tid til at slappe af med en god børnebog eller være kreative sammen.

Det er svært at lade være med at samle de rødbrune kastanjer op på en tur i skoven, og der er mange timers aktiviteter med kastanjerne, når I kommer hjem. Er I så heldige at have adgang til æbletræer, kan I også vælge at bage nogle af vores lækre æbleboller sammen. Eller hent inspiration fra edderkoppens spind og lav en flot chokoladekage med edderkoppeglasur. Opskrifterne finder du selvfølgelig hos Fairytell!

Rigtig god fornøjelse!

De bedste efterårshilsner🍁

Mette

Psst…

I kan hente masser af inspiration til udflugter og aktiviteter i den danske natur hos:

www.naturfamilier.dk