Skip to the content

Sådan læser du med dit skolebarn – 5 nyttige tips og tricks

20 minutters læsning hver dag! Husk det nu!

... sådan hører vi skolebørnsforældre det ofte fra dansklæreren. Vi kender mantraet, men de fleste ved også, at det ofte kræver, at logistikken skal gå op, hvis vi som forældre skal deltage.

Dagene går hurtigt, børnene skal hentes, legeaftaler, fritidsaktiviteter, madlavning og putning, og til sidst falder man bare om på sofaen. Derudover kan man også opleve modvilje hos sit barn, som jo har været i skole hele dagen og er træt.

Weekenderne kan derfor være oplagte til at give sig i kast med læsningen. Start i det små, så kommer det nok automatisk hen ad vejen og bliver nemmere i hverdagen også.

Læsningen derhjemme behøver nemlig ikke være en sur pligt, som bare skal overstås, mens vi kigger på uret og tæller ned. Lad os vende det og prøve at gøre det til en sjov og hyggelig stund.

Vi er klar til at hjælpe med 5 gode tips og tricks og helt konkrete ting, du kan sige til dit barn undervejs for at bevare gejsten. Og sidst, men ikke mindst 10-15 minutter tæller altså også:-)

Før læsningen

Lad børnene være med til at vælge bøger

Det virker motiverende på dit barn, at han eller hun selv er med til at vælge de bøger, de skal give sig i kast med. De skal synes, at emnerne eller illustrationerne i bogen er sjove og spændende. Det giver dem blod på tanden og lyst til at komme i gang.

Hos Fairytell har vi gjort det nemt og overskueligt at vælge mellem vores letlæsningsbøger, da vi har samlet dem under emner og karakterer i app'en. Børnene får derfor hurtigt et overblik og kan nemmere finde frem til de bøger, de synes er sjove og spændende. 

Du kan i mellemtiden sørge for at sætte hyggelige rammer omkring læsningen. Hent puder og snacks. Det hjælper altid at lokke med nogle kiks herhjemme – en lille smule bolchepædagogik skader vel ikke en gang i mellem:-)

Vælg den rette sværhedsgrad

Selvom barnet nu selv har valgt sin bog, er det alligevel vigtigt, at du har for øje, at sværhedsgraden ikke er for høj. Det er ikke sjovt at læse noget, der er for vanskeligt fra starten, og dit barn mister motivationen og modet, hvis han eller hun allerede skal kæmpe sig gennem den første side. Det kan nemt give et knæk i selvtilliden.

Hvis bogen ikke er forsynet med et lix eller lettal, så lad dit barn læse en side højt for dig, så du kan vurdere, om sværhedsgraden passer til dit barns niveau. Læser han eller hun 9 ud af 10 ord rigtigt, så passer bogen til selvstændig læsning. Hvis ikke, er der brug for voksenhjælp.

Hos Fairytell har vi inddelt bøgerne ud fra lix-tal. Læs mere om lix-tal og alder længere nede, og bliv klogere på, hvilke bøger, der som udgangspunkt passer til dit barn:

LUS-trin, Lix- og Let-tal - få overblikket her

Under læsningen

Læs sammen

Det er ikke altid, der er tid til det, men det virker motiverende for dit barn, at du er klar til at hjælpe, hvis han eller hun går i stå.

Det kan være en stor hjælp for nogle børn at få bogen læst højt, inden de selv kaster sig ud i læsningen. Hos Fairytell er de fleste af vores bøger, også letlæsningsbøgerne, indlæst og med automatisk sideskift. Hermed kan dit barn selv sidde og lytte til bogen, inden du deltager i læsningen.

I kan også skiftes til at læse en side, så han eller hun føler, I er sammen om noget sjovt, som ikke kun handler om at lære at læse.

Pas på med at rette

Det kan være svært, og nogle gange kommer det som en refleks, men bid dig selv i tungen. For der findes altså ikke noget mere demotiverende og irriterende end at blive rettet på.

Du kan i stedet opfordre dit barn til at prøve igen ved at foreslå, at I deler ordet op i mindre dele, hvis det er et langt ord. I kan også kigge på illustrationerne og hente hjælp i dem, eller gætte ud fra sammenhængen – hvad kunne der stå? Det kan være med til at gøre læsningen til en sjov leg på trods af udfordringerne.

7 opmuntrende ting, du kan sige til dit barn, når I læser sammen:
  • Jeg kan godt se, at du ikke kan læse det endnu. Det kræver mere træning.
  • Prøv dig frem.
  • Du er på rette vej.
  • Det var hurtigt – du skal da udfordres lidt.
  • Det var flot, at du blev ved, også selvom det var svært.
  • Du har arbejdet hårdt for det, og nu er du på rette vej. Det er da sejt!
  • Det var ikke rigtigt, men lad os se, hvad vi kan lære af det.

 

Efter læsningen

Tal om bogen

Det styrker læseforståelsen at tale om bogen bagefter. Kom for eksempel ind på, hvad bogen handlede om? Og snak om, hvad I hver især synes om bogen. Var den spændende, sjov, for let eller kedelig? Det kan hjælpe dit barn med at spore sig ind på, hvilke bøger og typer af litteratur, de foretrækker at læse, som også kan være et pejlemærke for dem, når de besøger biblioteket på skolen eller i fritiden.